”Menneskenes søgning efter mening er ikke en genial titel på en bog. Det er definitionen på et menneske. Dette skyldes, at mennesker er meningssøgere”. -Viktor Frankl
Viktor Frankls opdagelser om mening
Under 2. verdenskrig sad Viktor Frankl 3 år i koncentrationslejr. Han var jøde, og oplevede på egen krop koncentrationslejrenes grusomheder. Han mistede i løbet af få år begge sine forældre, sin bror og sin unge kone. Men midt i den mest hjerteskærende og ydmygende situation, fik Viktor Frankl en erfaring af, at han ikke behøvede at være offer for omstændighederne. Han behøvede ikke at lade sig definere af de grusomme ting han blev udsat for. Der var i ham et rum af frihed, som ingen kunne tage fra ham.
Efterfølgende skrev Viktor Frankl bl.a. bogen ’Man’s search for meaning’, og udviklede videre på sin berømte Logoterapi. Et befriende modsvar til det naturvidenskabelige menneskesyn der opfatter menneskets sind som ren fysiologi.
I den eksistentielle terapiform søger man ikke nødvendigvis svar på hvorfor? Men søger at skabe mening i det som tilsyneladende er meningsløst; en ulykke, alvorlig sygdom, dødsfald, skilsmisse, arbejdsløshed eller brudte relationer.
Ruinerne er ofte det, der åbner vinduerne for at se på himlen. - Viktor Frankl
Menneskesynet i logoterapi
Logoterapien ser mennesket som et væsen med både legeme, sjæl og ånd. Derfor vil mennesker som er optaget af det metafysiske også her opleve at der er plads til at inddrage denne dimension.
Logoterapiens grundprincipper er følgende:
Mennesket består af både krop, sind og ånd.
Dit liv har mening uanset hvilke livsomstændigheder du befinder dig i.
Alle mennesker har en grundlæggende drivkraft til at finde mening i livet, og erkendelse af denne mening med livet, hjælper dig til at udholde smerte og lidelse.
Du har frihed til at find din egen mening med livet. Du har mulighed for at vælge hvilken indstilling du vil imødegå livets omstændigheder med- også dem som du ikke kan ændre på.
For at dine beslutninger kan være meningsfulde, må du leve i overensstemmelse med samfundets værdier, eller din egen samvittighed.
Alle mennesker er unikke og uerstattelige.
Anbefalelsesværdig litteratur; Psykologi og eksistens af Viktor E. Frankl
Et persisk ordsprog: " Der kan falde dråber af krystalklar regn fra selv de mørkeste skyer!" - det blev en ledetråd gennem en krise, hvor alt det vigtigste syntes tabt ❤️ Det gav mening...