Skærmbillede 2018-12-27 kl. 13.56.39.png

Drømmen der blev til virkelighed

"I en del år havde en drøm levet i os; Et ønske om at kunne købe et sted som kunne være til glæde for mennesker. Et ’retrætested’ med ro og rum til folk der havde brug for stilhed og refleksion. Med mulighed for at genfinde kræfter- finde sig selv- og ikke mindst Gud!"

Året 2018 blev et begivenhedsrigt og skelsættende år på mange måder.

I begyndelsen af året blev et familiemedlem alvorligt syg. En stor del af vores tid blev tilbragt med besøg på hospital og kommunikation med diverse personer i sundhedssystemet.

 

Midt i det hele fik vi en hilsen fra Norge, om at det hus vi havde restaureret og boet i da vi arbejdede og tjente på en bibelskole, var brændt ned til grunden. Det var mærkeligt at se billederne af det som før havde dannet rammen for vores liv i en årrække da børnene var små og den yngste kom til verden. Mange gode minder og oplevelser passerede revy, som i en film, og det sted som vi ofte havde besøgt efter at vi var rejst tilbage til DK var nu ikke mere.

Tre uger senere skete så det, som man aldrig tror man kommer til at opleve; vores nuværende hus i udkanten af København stod i brand!

Den ene af os var på besøg på hospitalet da mobilen ringede og en nabo sagde med rystet stemme at vi skulle skynde os at komme hjem, da vores hus stod i flammer.Det første spørgsmål der meldte sig var: ’Hvor er vores yngste søn’? panikken bredte sig og det næste minut virkede som en evighed inden hans stemme endelig lød i telefonen: ’Det er David’.

En lettelsens suk, og en nærmest uvirkelig ligegyldighed overfor branden indfandt sig. Når bare alle var i sikkerhed…

 

Herefter på vej hjem i taxa måtte jeg ringe til min kone, Susanne, som sammen med vores datter, Katrine var i kirke og i færd med at lave kirkekaffe. ’Hej skat, du skal ikke blive nervøs, vores børn har det godt, men vores hus brænder’... Den uvirkelige følelse var også til at tage at føle på for min kone, hvis reaktion var umiddelbar ’nå-men kan jeg lige lave kaffen færdig?’ ;-)

 

Da vi ankom, stod hele vores tag i flammer og op mod 20 brandfolk var i gang med slukningsarbejdet.

Vi blev opsøgt af både brandvæsen og politi som skulle have informationer fra os og finde ud af hvad vi gerne ville have reddet. Og midt i det hele kom en opringning fra hospitalet…en resistent bakterie havde fundet vej og vores stakkels familiemedlem skulle i isolation. 

Naboer og familie var hurtig på banen og vi oplevede stor omsorg og tilbud om hjælp den kommende tid. Vores ældste søn, som var på vej til Sverige på skiferie, måtte få beskeden på telefon. Han var rolig og fattet, og glad for at vi alle var i god behold.

 

 

I de følgende 8 måneder fik vi husly først hos forældre og senere i et hus vi kunne leje tæt på vores nedbrændte hjem.

I en del år havde en drøm levet i os; et ønske om at kunne købe et sted som kunne være til velsignelse for mennesker. Et ’retrætested’ med ro og rum til folk der havde brug for stilhed og refleksion. Med mulighed for at genfinde kræfter- finde sig selv- og ikke mindst Gud!

Af flere grunde havde vi lagt det på hylden, og som sædekornet må falde i jorden og ”dø”, for at det kan bære liv blev vores drøm også ’nedlagt’. 

Men efter brand og sygdom, var det som om vores liv på nogle måder var blevet nulstillet. Og midt i denne mellemperiode foreslog min kone så, at vi måske alligevel skulle kigge efter et ’sommerhus’.

Og pludselig var det der!  Billedet på nettet vakte nysgerrighed. Et hus højt oppe, med udsigt ud over Sejrøbugten og med kæmpe grund, god plads og et fantastisk naturområde.

 

Da vi stod deroppe på terrassen og kiggede ud over vandet, var der ikke tvivl tilbage; endelig havde vi fundet stedet! På rekordtid fik vi undersøgt huset, snakket med banken og skrevet under på skødet. Huset var vores!

Da vi hørte om husets tilblivelse viste det sig, at det var den lokale præst i Fårevejle, som havde bygget det. Efterfølgende fortalte nogle naboer, at huset af mange blev kaldt for ’Præstehuset!

 

Derudover havde det også fået navnet ’Fyrtårnet’. Baggrunden var husets beliggenhed-  på et højdedrag og med panoramaudsigt ud over havet. Om aftenen nårr lyset strålede ud af vinduerne lignede det et fyrtårn.

Et perfekt navn til det kommende retrætested. 

 

Med baggrund i en gammelkendt strofe fra en sang, tænkte vi at navnet gav

god mening:

    ’Midt i nattens mørke blinker 

    som et fyrtårn Jesu navn.

      Og hver nødstedt sejler vinker

      Ind i frelsens trygge havn…’

    

’Fyrtårnet’ eller ’Præstehuset’ var allerede navngivet. Nu stod der tilbage at indrette resten af stedet. Vi ville gerne bygge et hus mere, så der bl.a. kunne være plads til at lave retræter med mindre grupper. Hvad skulle identiteten for det nye hus være- og hvad skulle vi kalde det? 

 

 

I vores refleksioner fik vi inspiration fra en profet i bibelen ved navn Haggaj. Han fik et budskab om at Gud ønskede at jødernes nedbrudte tempel skulle bygges på ny. Der var ikke mange som havde syn for det. Alle var mere optaget af at bygge deres eget, men profeten opmuntrede dem og havde følgende stærke budskab: 

 

’Mit er sølvet og mit er guldet, siger Hærskarers Herre.

Husets kommende herlighed bliver større end den tidligere, 

Siger Hærskarers Herre. På dette sted giver jeg fred, siger Hærskarers Herre.’ (Hag. 2, 8-9)
 

Huset skulle hedde ’Fredens hus’. Midlerne til både at købe og bygge kom som en velsignelse; Vores familievirksomhed, Menu, var netop blevet solgt! Snak om timing! 

 

Og så blev det ellers tid til at tænke og tegne og regne. Med hjælp fra kreative kræfter i familien- og udenfor, fik vi tegnet ’Fredens hus’, og kunne gå videre med at få drømmen gjort til virkelighed.

  • Facebook Social Ikon
  • Instagram

Fasanbakken 4, 4540 Fårevejle, Danmark 

Fyrtårnet © 2020