Når sandheden og ærligheden frisætter

For år tilbage, sad jeg som ny studerende på Kempler instituttet (efteruddannelse i familie- & parterapi) I en mindre gruppe, skulle vi dele vores livshistorie med hinanden.


Den frisættende samtale

Det var ikke den sædvanlige samtale om vind og vejr og al vores laden og gøren. I stedet blev der hurtigt skabt en fortrolighed, som bevirkede, at alle turde tale ærligt og åbent om deres liv. Denne at lytte til hinandens livshistorier, gjorde noget godt ved os alle.


Netop der så jeg en parallel til det Jesus talte om; at sandheden er frisættende, også selvom den gør ondt. Det er frygten og tavsheden der lukker os inde og hindrer "den frie bevægelighed" mellem os mennesker og Gud. Lige fra den dag, hvor jeg sad sammen med en flok, endnu ukendte mennesker, har jeg set hvordan bibelens visdom udfolder sig, også i det terapeutiske rum. I dette tilfælde blev det aktualiseret i mødet mellem accept og sandhed. Her blev der plads til at være menneske.


I hele vores eksistens, er det essentielt at vi møder hinanden fordomsfrit og uden fordømmelse. Selve grundlaget for at få en god kontakt og skabe tillid og åbenhed ligger her.

Når vi møder hinanden uden anklage, fører det ofte til selverkendelse, da selve årsagen til at vi bygger mure, er for at værne os mod det vi frygter, vil ødelægge os.


Men når et andet menneske- og i dybeste forstand, Gud selv, møder os uden fordømmelse, behøver vi ikke at dække os bag skammens figenblade. Forsvarsmekanismer bliver unødvendige når jeg bliver mødt- og møder andre- med kærlighed og tilgivelse.


Alt løgn skiller os fra Gud- uanset hvor åndelig den synes. Og al sandhed fører os til Gud- uanset hvor u-åndelig den synes. Da Adam og Eva var nødt til at tale sandt om deres handlinger, havde det dybe konsekvenser. Den største konsekvens tog Gud selv på sig; hvilket blev forudsagt gennem den oldgamle profeti om slangen (fristeren) og kvindens (Evas) afkom : ”Kvindens afkom skal knuse dit hoved (slangen), og du skal hugge hendes afkom i hælen” (1. mosebog kap. 1v15- Bibelen på hverdagsdansk) Men først måtte skaberen lokke mennesket frem fra sit skjul med det smertefulde råb: ”Adam (menneske) hvor er du?”


En historie fra terapiens rum

På min efteruddannelse sad jeg engang med kvinde, som havde store problemer med sin søn i skolen. Hun kæmpede for ham. Men til sidst blev det en kamp mod alt og alle. Denne fortvivlede mor, kæmpede uden at føle sig hørt eller mødt. Midt i samtalen siger hendes terapeut pludselig til hende: "Jeg tror at der er én ting du mangler at gøre". Kvinden kiggede spørgende på ham, hvorefter han fortsatte: "Du mangler at give op".


Dette blev startskuddet til, at den selvsamme kvinde handlede på terapeutens udfordring; hun gav op. Og langt om længe lod hun de mennesker som var omkring hende få lov at komme til med hjælp og vejledning. Da hun næste gang kom til terapi, var hun næsten ikke til at genkende. Alt lige fra tøj til ansigtsudtryk, sammen med det hun fortalte, viste at hun havde oplevet sandheden i "at give op".


Når vi "giver op", åbner vi samtidig muligheden for, at andre kan gribe bolden og vi kan få den hjælp vi har brug for. I stedet for at projicere vores problemer ud på vore omgivelser, kan vi være ærlige og tage ansvar; hvilket nogle gange betyder at vi giver slip på kontrollen, så andre kan komme til. Terapiens og troens rum kan give plads til at erfare tilgivelse og forsoning. Et sted hvor tilgivelse og sandhed holder hinanden i hånden.


Tro og terapi kan godt være gift med hinanden!

61 visninger0 kommentarer